Africana
- Afrikas Stjerne for voksne
- Et spill for 2-4 spillere
- Regler på: norsk
Produktbeskrivelse
Rejs gennem Afrika i dette sjove, nye brætspil fra 2012. Det vandt i øvrigt prisen som årets voksenspil i Danmark det år - et sikkert tegn på kvalitet!
I spillet handler det om at rejse rundt på ekspeditioner i Afrika på jagt efter antikviteter og penge. Når der til sidst ikke er flere ekskeditioner i spillet (efter ca. en time) er det slut og ud fra antallet af afsluttede ekspeditioner, antal fundne antikviteter mv. gøres pointregnskabet op.
Hver spiller får tildelt et land (Italien, England, Frankrig eller Tyskland), og det gælder så om hele tiden at få rykket sin brik rigtigt rundt på brættet så man dels selv får raget en masse til sig, men samtidigt forhindrer de andre spillere i at gøre det samme.
Pengene man tjener i løbet af spillet kan bruges til at købe eventyr-kort (=chance for at finde antikviteter) eller evt. flere ekspeditions-ledere (=flyt flere skridt pr. tur).
Utvidet beskrivelse
Anmeldt af Mads "Hyggeonkel" 15/11 2013:
Vi har med meget stor fornøjelse spillet Africana hjemme hos os. Spillet er meget let at gå til (spillereglerne fylder 5 sider), så man er hurtig i gang.
Det sjove ved spillet er, at man ikke umiddelbart kan pege på en strategi, der virker hver gang. Strategien skal tilpasses efter hvilke kort der falder og ikke mindst hvordan modstanderne gebærder sig. En af de ting, der har givet anledning til livlige debatter er f.eks. om man skal bruge ressourcer på at skaffe flere ekspeditionsledere. De gør, at man kan gå længere på en runde, men omvendt giver de minuspoint, når det hele til sidst gøres op.
Som spiller sidder man hele tiden på kanten af stolen og bider negle - for hvad gør de andre spillere? Går de efter de samme ekspeditioner som dig - og overhaler de dig evt. indenom? Og hvad er din plan B?
Africana er et rigtigt godt brætspil, som stærkt kan anbefales til alle dem, der elsker at spille Settlers, Ticket to Ride og lignende brætspil. Altså gode, klassiske spil, hvor der skal tænkes strategisk, men alligevel ikke mere, end man sagtens kan drikke rødvin til.
Africana kan i øvrigt sagtens anbefales 2 personer.